Salling-indkøber: ”Vintage går hurtigt. Jeg skal ikke gå og vente 4-5 måneder, før det bliver produceret”
Secondhandtøj rykker ind i landets stormagasiner og shoppingcentre. Senest har Salling lanceret et nyt vintage-koncept, som de yngre kunder har taget godt imod.
Der åbner hele tiden nye secondhandbutikker rundt i gaderne i landets større byer. Og nu er flere og flere danske storcentre - fra Magasin til Amager Centret - også begyndt at sælge genbrug side om side med deres nye varer.
Salling er seneste skud på stammen. De lancerede i maj i år Salling Re-Loved, som består af vintagetøj, der nøje bliver valgt ud efter sæsoner og trends.
Nanna Lynge Larsen er indkøber i Salling og har stået i spidsen for den nye satsning. Hun har tidligere haft sin egen butik i 17 år i Latinerkvarteret i Aarhus, hvor hun netop blandede vintage med nyt tøj.
Nanna Lynge Larsen fortæller, at det har været en svær kode at knække for stormagasiner både i Danmark og udlandet at gøre det samme, men at danskernes overforbrug af tøj er en udfordring, som de ikke længere kan overse.
”Det er nogen af de store, som skal tage ejerskab over den brug-og-smid-væk-kultur, som vi står i. Ellers kommer vi et sted hen, som ingen af os kan overskue,” siger hun og uddyber:
”Når man er indkøber i et stormagasin, kan man gøre en stor forskel, fordi man køber så meget ind ad gangen. På den måde kan vi også påvirke vores kunder til at forlænge levetiden på tøj, som egentlig er blevet smidt væk.”
De unge er mest klar til genbrug
Salling er startet med at fokusere på det unge kundesegment, som Nanna Lynge Larsen vidste allerede er vandt til at købe secondhand. Og de har taget virkelig godt imod det, fortæller hun:
”Vi er gået efter at skabe et univers, hvor kunderne får oplevelsen af, at her kan de ikke undgå at gøre et godt fund, fordi vi har serveret det hele for dem, og de ikke behøver at grave almindelige genbrugsbutikker igennem.”
Vintagetøjet får Salling fra forskellige forhandlere i EU, især fra Holland. Her finder de alt fra bomberjakker og All Stars sko til brugte Levi’s 501, hvor shorts har været et af de helt store hits op til North Side, Smukfest og Roskilde Festival.
Sådan ser vintage ud i Sallings nye Re-Loved-univers.
Det har været vigtigt, at tøjet ikke har pletter eller har den velkendte, hengemte lugt, som ofte hænger i luften i vintagebutikker. Salling blev derfor nødt til at indgå samarbejder med renserier. Det tog lidt længere tid, end de havde forestillet sig, fortæller Nanna Lynge Larsen.
Til gengæld gør vintage det muligt at rykke hurtigt, når en ny trend opstår, på en helt anden måde end med nyt tøj. ”Vintage går hurtigt. Jeg skal ikke gå og vente 4-5 måneder på, at det bliver produceret. Så jeg kan for eksempel let finde vintagetøj med leopardprint, som fylder meget lige nu,” fortæller hun.
De ældre kunder i Salling er knapt så omstillingsparate som de unge, der bliver inspireret til at skabe en unik vintagestil på Instagram og TikTok. Men Nanna Lynge Larsen tror på, at det over 100 år gamle stormagasin også kommer til at satse på de ældre kunder, som plejer at købe dyrere designerbrands:
”Vi var nødt til at starte et sted, hvor vi vidste, at der var et stort behov. Nogle skal hjælpes lidt mere på vej, hvis det ikke har været en del af deres kultur at købe brugt. Men et stormagasin kan netop samle alle aldre, så vi skal nok få alle med.”
Fakta: Genbrug flytter ind i shoppingcentre
Herhjemme åbnede Magasin en vintageafdeling i samarbejde med Time's Up Vintage i 2021. Og sidste år åbnede vintage-butikken PRAG Copenhagen en afdeling i Amager Centret.
Udlandet har været i gang endnu længere, hvor Sverige gik foran: Allerede i 2019 åbnede verdens første genbrugs-shoppingcenter, ReTuna. I Berlin har et stort shoppingcenter blandt andet forsøgt sig med en hel etage kun med genbrug, som de kaldte 'The shopping mall of the future'.