Kvinden bag upcycling-succes: ”Jeg vil kunne se min datter i øjnene, når hun er 18 og sige: Jeg gjorde, hvad jeg kunne.”

Kvinden bag upcycling-succes: ”Jeg vil kunne se min datter i øjnene, når hun er 18 og sige: Jeg gjorde, hvad jeg kunne.”

En stresssygemelding gav Katrine Ravndal ideen til Over Skyerne, hvor hun i dag inspirerer andre til at finde roen i at sy af genbrugstekstiler.


”Det er fuldstændig magisk at bære dit tøj!” Ordene kommer pludseligt fra en kunde, der kommer ind i butikken, mens jeg er i gang med at interviewe Katrine Ravndal over telefonen. Den kvindelige stemme i baggrunden fortæller begejstret om en oplevelse, hun har haft iført en af Over Skyernes kreationer.

Den magi, hun snakker om, er jeg selv faldet over på Instagram, hvor Katrine Ravndal på kort tid har skabt et helt univers af upcyclede kreationer af skinnende vattæpper og blondegardiner fundet brugt, som Katrine syr om til jakker, tasker, bukser og kjoler under navnet Over Skyerne.

Jeg har ringet til Katrine Ravndal for at få historien om, hvordan en stresssygemelding inspirerede hende til at sy og lave egne designs af genbrugstekstiler. Og hvordan det hurtigt udviklede sig til en stor succes på Instagram og til en virksomhed, som hun i dag kan leve af.

”Jeg har altid elsket genbrug. Da jeg blev stresssygemeldt fra min stilling som COO i Veras Vintage sagde jeg op. Jeg ville gerne bruge stresssygdommen til noget positivt og inspirere andre i samme situation til, hvordan man kan bruge det kreative til at få ro på. Mine veninder kunne godt lide det, jeg syede, så jeg startede Over Skyerne på Instagram.”

Hverdag og forbrug skal ned i tempo
Katrine Ravndal havde ikke selv haft en Instagram-konto tidligere, og det var slet ikke meningen, at det skulle udvikle sig til en virksomhed. I dag to år senere har Over Skyerne-kontoen over 21.000 følgere, og kommer der hele tiden nye følgere til.

Da jeg spørger Katrine Ravndal, hvad hun tror, det skyldes, kommer svaret prompte: ”Fordi jeg er dygtig! Jeg har en journalistisk baggrund, og den bruger jeg når jeg laver content. Men jeg tror også, det handler om, at samfundet har brug for noget andet på alle planer: Kreativitet og ro. Vi er trætte af, at det hele skal gå så hurtigt hele tiden.”

Tiden i Veras Vintage gav Katrine Ravndal et unikt indblik i vores massive overforbrug og det tempo og omfang, vi køber tøj i. ”Det var chokerende at se, hvor meget tøj folk efterlod om søndagen på loppemarkederne. Der lå altid store bunker tøj, som de ikke kunne sælge og ikke selv ville have længere,” fortæller hun.

Katrine Ravndal har derfor også en mission om at inspirere andre til at købe genbrug og ikke mindst sy deres eget tøj af brugte tekstiler. Fx kan et gammelt blondegardin eller en dug blive til elegante bukser eller en skjorte.

Det hele startede med et hvidt sengetæppe, som Katrine Ravndal fandt på DBA.
”Jeg havde en ide om, at jeg ville lave en oversize jakke, som kunne justeres ind med snore. De fleste kvinders kroppe ændrer sig i løbet af livet, både under og efter en graviditet. Vægten kan endda svinge 3-4 kilo under en cyklus. Jeg ville lave en jakke, der tog højde for det.”

Katrine Ravndals designs fik hurtigt opmærksomhed på Instagram, og flere kendte har båret Over Skyerne-kreationer. Blandt andet blev hun kontaktet af Lina Rafn, der gerne ville have designet et særligt Over Skyerne-outfit til hendes næste tour.

Det er dog ikke det, som Katrine Ravndal selv fremhæver som højdepunktet for hendes rejse med Over Skyerne indtil videre:
”Jeg er faktisk mest stolt af de dage, hvor jeg kan hente mit barn tidligt i institution. Og at jeg holdt Insta-lukket i tre uger i sommerferien. Når man arbejder med sin passion, er det en ekstra stor udfordring at holde pauser.”

Det handler ikke om at være hellig
Katrine Ravndal har netop også meldt ud på Instagram, at hun stopper med at lave bestillinger, selvom der er mange af dem:
”Det er gået op for mig, at det der giver mig allermest energi, er at inspirere andre mennesker til at gøre det, jeg gør. Så jeg vil gerne holde flere workshops og lave endnu flere nemme mønsteropskrifter. Jeg kunne kun lægge bukser op, før jeg blev sygemeldt. Så alle kan lære at sy.”

Inden vi slutter interviewet, spørger jeg, om der er noget, der giver Katrine Ravndal håb i forhold til den omstilling, som modebranchen står overfor? Svaret kommer hurtigt og kontant:

”Jeg er så træt af al den snak om modebranchens omstilling. Modebranchen er født sort. Det er en afvikling, der skal til. Ikke en omstilling!” Hun fortsætter:
”Vi kan til gengæld gøre meget mere som forbrugere: Det er meget nemt at købe genbrug i stedet for nyt tøj. Alt det, jeg laver handler også om, at jeg gerne vil kunne se min datter i øjnene, når hun bliver 18, og sige: Jeg gjorde, hvad jeg kunne.”

Katrine Ravndal tilføjer, at det ikke handler om at være hellig.
”Jeg købte også masser af tøj på ASOS, da jeg var teenager. Men vi ved så meget mere i dag. Derfor skal unge heller ikke bare have et fripas til at forbruge løs, bare fordi vores generationer gjorde det.”

Du kan følge Over Skyerne her.



Read more