Iværksætter kæmper for bedre økonomiske vilkår for cirkulær mode: "Brugtmomsen skjuler en gylden mulighed"

Iværksætter kæmper for bedre økonomiske vilkår for cirkulær mode: "Brugtmomsen skjuler en gylden mulighed"
I 2022 blev besøgende under modeugen også mødt at vintagetøj. Det måtte man kigge langt efter på sommerens modemesse CIFF i Bella Center. Foto: Karoline Rahbek

Virksomheder, der sælger secondhand-tøj er i dag underlagt bøvlede regler. Det vil ikke koste staten det store at afskaffe brugtvognsmomsen. Og manøvren vil gavne både genbrug og skabe nyt liv til de enorme mænger af ubrugte returvarer ifølge Drita Memisi.


Modeugen er i fuld gang, og Bella Center er forvandlet til et uoverskueligt inferno af uendelige rækker af næste sæsons kollektioner fra 1200 modebrands, der alle kæmper om indkøbernes opmærksomhed.

Jeg er mødtes med Drita Memisi for at tale om, hvordan de virksomheder, der knokler for at cirkulere det tøj, som allerede er produceret, kan få bedre vilkår. Hun er CEO i Less Fashion, der tilbyder modebrands en tech-løsning, så de let selv kan leje deres tøj ud til kunderne som alternativ eller gensælge tøjet, når kunden er færdig med det.

Hun kigger ud over de mange salgsstande, tøjstativer, dj-pulte, små cafeer og lounges, som fylder 34.000 kvadratmeter i Bella Center endnu engang. "Der er lang vej igen," udbryder Drita Memisi men følger straks op:

Pisk eller gulerod
"Hvis vi bliver ved med kun at tale om det negative, bliver man helt træt som virksomhed. Og jeg er især træt af at tale om afgifter, der skal rykke ved modebranchen. Jeg tror meget mere på tilskud."

Modebranchen har i mange år stort set ikke været reguleret. Men de mange danske modevirksomheder bliver lige om lidt omfattet af 16 nye omfattende regler fra EU, som blandet andet handler om greenwashing og såkaldt udvidet producentansvar.

Dansk Mode og Tekstil brugte modeugen som anledning til at lancere deres politiske udspil til en national handlingsplan for tekstiler for at forberede den danske branche på de kommende lovkrav.

Scroller man ned igennem de forskellige initiativer, som brancheorganisationen foreslår, kommer man til sidst til et afsnit med et forslag om at afskaffe brugtmomsen på tekstiler.

Og nu bliver det altså lidt kringlet: Som det er i dag, kan virksomheder, der sælger brugt tøj, benytte sig af den såkaldte brugtmomsordning, hvor de betaler moms af det de tjener, når de sælger en brugt kjole eller blazer videre til en ny køber.

Ordningen er lavet for at sikre, at der ikke bliver betalt moms to gange, da den oprindelige ejer allerede har betalt moms én gang. Men fordi brugtmoms ikke er digitaliseret som almindelig moms, udgør den ofte en administrativ byrde, som de færreste iværksættere har tid til. Tid som i stedet kan gå til at kvalitetssikre, rengøre, reparere og videresælge det brugte tøj, hvis man helt fritager genbrug for den afgift.

Drita Memisi startede Less Fashion i 2022, og har siden arbejdet for at gøre det lettere for andre virksomheder at cirkulere deres tøj igennem leje eller gensalg.

Guld i returvarer
Drita Memisi har længe arbejdet for at skabe politisk opmærksomhed om potentialerne for den cirkulære omstilling i at afskaffe brugtmomsen, og hun er også drivkraften bag, at afsnittet overhovedet kom med i DM&T's udspil:

"Se bare på, hvad der skete for markedet for elbiler, da man politisk valgte at fjerne afgifter. Hvis modebranchen skal rykke hurtigere mod at blive cirkulær, er vi nødt til at skabe bedre vilkår for brugt tøj," understreger hun og folder ud, at det ikke kun vil komme klassisk secondhand-tøj til gode:

"Jeg tror, der ligger en gylden mulighed, som vi overser i forhold til de enorme mængder nyt tøj, som forbrugere sender retur fra nethandlen. Der ligger et kæmpe marked, hvis vi kan redde det tøj, der tidligere i værste fald er blevet brændt."

Problemet har hidtil været, at returvarer er for dyre for modevirksomheder at håndtere. Og så har det været billigere at destruere tonsvis af helt nyt tøj ved at brænde det. Alene i Danmark ender 677 tons tøj på forbrændingsanlægget om året, viser en undersøgelse lavet for Forbrugerrådet Tænk i 2021. Det vil et nyt forbud fra EU nu gøre op med, men det er endnu uvist, hvad virksomhederne så gør med tøjet i stedet.

"Issuet er, hvornår en vare kan defineres som brugt i e-commerce. Hvis man kan fjerne momsen, så snart en vare kommer retur, ville vi kunne nedbringe rigtig meget tøjspild, fordi det vil kunne betale sig at sælge det videre igen."

Drita Memisi nikker hen udover de mange udstillere i Bella Center. Modeugen tiltrækker trendspottere, medier og indkøbere fra mange lande:

"Vi er nummer fem modemetropol i verden. Men vi kan kun bryste os af at cirkulere fire procent af vores produkter, og her trækker tekstiler den forkerte vej. Så det handler om at finde mulighederne i de regler, der kommer til at gælde for branchen lige om lidt," siger hun og slutter:

"Danmark har været et tilbudsland, der har dyrket fast fashion i 30 år. Så hvis vi skal vende den kultur, skal det være billigere og bedre at købe, sælge og leje brugt tøj."

Read more