Danskerne slår rekord i genbrug

Danskerne slår rekord i genbrug
Foto: Mica Asato, Pexels

81 procent af danskerne har handlet brugte ting det seneste år. Tøj ligger i toppen over de varer, vi køber og sælger mest af, viser DBA's seneste genbrugsindeks.

Genbrug er blevet en fast del af danskernes hverdag. Det slår DBA's genbrugsindeks for 2024 fast. Aldrig har så mange af os købt eller solgt varer brugt som nu.

DBA har siden 2016 kortlagt danskernes genbrugsvaner på tværs af platforme for privat handel med brugte varer, og i år slår befolkningen igen rekord: Hvis fem danskere stiller sig op på række, har fire af dem handlet secondhand siden sidste år.

Tøj ligger i top
I kategorierne af alt fra babyudstyr og møbler til LP'er og blade, ligger tøj øverst som den vare, vi er allerbedst til at cirkulere og give nyt liv. 44 procent af danskerne har købt tøj secondhand de seneste 12 måneder, mens 22 procent har solgt deres brugte jeans, jakke eller kjole videre.

Den fordeling går igen på de overordnede tal, der viser, at vi er blevet rigtig gode til at købe brugt. Men vi har stadig noget at lære, når det kommer til at få solgt de ting, vi ikke bruger længere, videre. Faktisk har gabet mellem, hvor mange der køber og sælger genbrug, aldrig været større.

"Genbrug er gået fra at være en trend til en selvfølge. Da vi i 2016 udgav Genbrugsindekset første gang, var det ”kun” 59 procent af danskerne, der genbrugte, og i dag er det tal steget til hele 81 procent. Der er altså sket en markant stigning de sidste ni år, men vi halter lidt efter på ”sælger-fronten”, fortæller presseansvarlig Julie Schoen fra DBA til Ritzau.

De unge er Danmarksmestre i genbrug
Det er - ikke overraskende - de unge mellem 16 og 30, der viser vejen. De får endnu engang guldmedaljen i Danmarksmesterskaberne i genbrug. Hele 93 procent af den yngre del af befolkningen har handlet brugt de sidste 12 måneder. Det er især klimaet og pengepungen, der motiverer den unge aldersgruppe. De er også meget bedre til at købe ting, der trænger til lidt kærlighed, og sætte dem istand end de ældre genbrugsdanskere.

Tøj er også mest populært hos de 16-30-årige: 71 procent i den alder har købt eller solgt secondhand-tøj siden 2023.

Se det nye genbrugsindeks her, hvor du blandt andet finder svaret på, hvor i landet der bor flest genbrugsdanskere. Hint: Det er ikke i København.

Read more