De bedste danske podcasts om ansvarlig mode

De bedste danske podcasts om ansvarlig mode
Illustration: Icons8 team/Unsplash

Din podcastapp gemmer efterhånden på en del timers lyd, der gør dig klogere på modens aftryk på kloden.

Der udkommer hele tiden nye podcasts om alt fra true crime til forlist kærlighed. Så selvfølgelig findes der også allerede en del podcast-serier på dansk, der dykker ned i danskernes massive tøjforbrug, og hvad både vi selv og branchen som helhed kan gøre for at rykke moden i en mere ansvarlig retning.

6 generations har lyttet og samler dem her, så du ikke behøver at lede i det store podcast-ocean:

Vores store stofmisbrug

Ny podcast fra Miljøministeriet, der - som titlen 'Vores store stofmisbrug' antyder - dykker ned i hvorfor, mange ligefrem bliver afhængige af at købe nyt tøj. Og selvfølgelig, hvad vi kan gøre i stedet. Til at belyse det taler komiker og podcaster Louise Brinck og journalist Silja Alstrøm Nørgaard med en række forskellige eksperter. Fra overlæge i psykiatri Henrik Rindum til garderobeekspert Laura Lava.

Podcasten består af fem afsnit på bare 15 minutter, men den kommer alligevel bredt omkring, når den stiller spørgsmål som 'hvorfor klæ'r vi os, som vi gør?' og 'hvilken rolle spiller moden på vores tøjkøb?'. Find den på apple og Spotify eller lige her.

Tøjkrisen

Må man elske tøj, når jorden brænder? Det diskuterer influencer Emilie Lilja og tøjaktivist Tina Werborg i podcasten Tøjkrisen, som er finansieret af secondhand-appen Tise. De to værter kommer igennem store emner som greenwashing og influenceres rolle, købestop og hvad der sker med vores tøj, når vi donerer det videre.

Podcasten stiller også vigtige spørgsmål som 'Er secondhand kun et plaster på et blødende sår?'. I hvert afsnit får du som forbruger også tips til, hvad du kan gøre, fx op til nytår, hvor glitterkjolerne frister. Hør den på Apple og alle andre steder, hvor du lytter til podcasts.

Bedre mode

Podcasten Bedre mode har lidt flere år på bagen, men emnerne er så vigtige og grundigt belyst, at den bestemt stadig fortjener et lyt. Igennem hele 30 afsnit undersøger Johanne Stenstrup, hvordan en ny tøjkultur kan give mere tøjglæde og samtidig forbedre tøjindustrien. Podcastserien er research til bogen Klæd dig bedre, som Johanne Stenstrup og modeforsker Else Skjold udgav i 2020.

Igennem samtaler med garderobe- og modeforskere, folder podcastsen alt fra tøjhistorie og kvindeidealer til tøjets visuelle sprog og tøjskam ud. Søg på Bedre mode i din podcastapp.

Cirkulær mode

Sarah Netter elsker tøj og startede forskningspodcasten Cirkulær mode for at skabe et rum, hvor forskere kan diskutere, hvordan vi når i mål med den cirkulære omstilling. De forskellige afsnit dykker ned i emner som forbrugeradfærd, digitalisering og forretningsmodeller. Find den, her, eller hvor du ellers plejer at lytte.

Mangler der noget på listen? Så skriv til mig på 6generations.dk@gmail.com

Read more